*der er ingen betalt reklame i dette indlæg, de mærker jeg nævner har ikke betalt mig for at blive nævnt.
Et kort gensyn af nogle udvalgte outfits fra det tidlige efterår – jeg elsker at sætte mit tøj sammen på forskellige måder og opdage nye kombinationer.
Det, at alt mit tøj er udvalgt efter mine farver og min stiltypeblanding, gør at jeg kan nøjes med at have en relativt lille garderobe men alligevel nemt skabe nye outfits.
Det giver den ro, frihed og plads til at lege, som jeg elsker ved at kende mine farver og min stiltype, og det er lige præcis dét, jeg hjælper mine kunder med at finde frem til i mit farve-og stilanalyseforløb.
September
September er cardiganmåned – der er stadig plads til de lette cardigans, som den røde til venstre, men så småt begynder de uldne og varme cardigans at gøre sit indtog.
På det første billede har jeg sat mine pinstripe-bukser sammen med tværstriber og fundet den lille røde cardigan fra Street One frem fra gemmerne. Jeg har den også i lyseblå og smaragdgrøn, men de to andre bruger jeg kun om sommeren.
Den røde farve er ganske kraftig – den minder mig altid om december, og derfor har jeg mest brugt den i jule-sammenhæng. Men her fik den så en ny makker i den stribede t-shirt fra Seasalt Cornwall.
Næste billede: Mørkeblå bukser fra byoung med pressefolder og brede ben. Dem er jeg virkelig glad for – de sidder super og kan bruges til rigtig mange sammenhænge. Et lille tip – hvis du er en af dem med mange sorte bukser i skabet, og du gerne vil prøve noget andet, som ikke føles alt for vildt, så prøv mørkeblå. Mørkeblå er mild mod andre farver og ser altid elegant ud.
Trøjen er egen strik, opskrift Chou fra Hobbii . Tshirten er fra Kettlewell Colours og bæltet har jeg selv malet lilla med lædermaling (køb f.eks. hos Karls Kicks).
Tredje billede: Jeg var til gymnasiereunion i Reykjavik i september – det var virkelig sjovt at se alle sine gamle kammerater igen, mange af dem for første gang i over 20 år! Til lejligheden valgte jeg mine lyngfarvede bukser fra Object – jeg har efterhånden tre par af de bukser i forskellige farver og jeg er ikke færdig! Kan virkelig anbefale dem.
Jakken er en munter lille sag fra et mærke som hedder Tia, som bl.a. sælges i Aaskov. Jeg faldt pladask for den ved første syn og har også brugt den meget. Hvis du synes det er svært med at finde en god jakke/blazer, så foreslår jeg at du læser mit indlæg om hvorfor de færreste af os har brug for en sort blazer.
Den lilla top er en jeg fandt i Lidl (ja, nogle gange har de sådan nogle 2 eller 3-packs med undertrøjer i helt ok kvalitet og flotte farver.



Oktober
Her er sensommeren endeligt forbi og tid til at pakke sommertøjet helt væk. Vinterfavoritterne finder vej frem og i min garderobe bliver der også som regel plads til lidt dybere og mørkere farver end om sommeren.
Første billede: Den smaragdgrønne sweater i merino er fra GAP og den er en af de første ting jeg købte, efter at jeg begyndte at gå målrettet efter de farver, der klæder mig bedst. Her er den i en for mig helt ny kombination med de petroleumsfarvede bukser fra Object og et sølvfarvet bælte.
Andet billede: Et simpelt hverdagsoutfit med mine petroleumsfarvede bukser, her sat sammen med den stribede t-shirt i kirsebærrød og lys turkis. Måske kan du skimte at samme røde går igen i mine øreringe? Jeg går også altid med rød læbefarve til denne t-shirt – her har jeg valgt Burt’s Bees Lip Shimmer i farven Rhubarb. Det er en skøn farve som altid giver glød til min hudtone og øjne.
Generelt kan jeg godt lide at understrege mit look med makeup som f.eks. en markant læbestift eller drømmende øjenmakeup. Her betyder de rette farver rigtig meget. De rette farver i makeuppen kan nemlig gøre lige så meget forskel for dit look som farverne på dit tøj – og i mine makeupguides til farvesæsonerne finder du hjælp til at finde de rette produkter og nuancer til lige præcis din sæson.


Hvilket outfit kan du bedst lide af de fem? Smid endelig en kommentar eller spørgsmål – jeg vil elske at høre hvad du har på hjerte ❤️
Og hvis du stadig ikke kender dine farver, men vil gerne i gang med at bruge flere farver i garderoben på en måde hvor det føles rart og overskueligt, så kan du finde tre konkrete forslag i min guide “Tre farver, der klæder alle”.
Seneste kommentarer