Kulden har holdt os i et usædvanligt stærkt greb den sidste måneds tid, og det ser ikke ud til at fortsætte.

Når vejret rusker i os, kan det føles svært at klæde sig stilfuldt på, fordi vi bare gerne vil holde varmen.

Mange af jer har også nævnt, at meget vintertøj er i sort –  og ja, der er rigtig meget vintertøj i sort, men det betyder ikke at der ikke er andre muligheder derude.

I dette indlæg vil jeg derfor dele nogle af mine personlige favoritter, når det kommer til at holde varmen på en stilfuld og farverig måde.

Indlægget er ikke reklame eller sponsoreret, men blot et udtryk for hvad jeg har været glad for og  gerne vil inspirere jer med. *Alle farvevurderinger er ud fra hvad jeg ser på skærmen – tøjet kan se anderledes ud i virkeligheden. 

Uniqlo

Uniqlo er et japansk tøjmærke med butikker over hele verden. Jeg er især vild med deres Heat Tech linje, som er basistøj der virkelig holder én varm i kulden. Tekstilerne i tøjet er fremstillet med en særlig teknik der isolerer luft mellem lagene og holder kropsvarmen på huden. Jeg har haft et par  Heat Tech bukser i en lækker mørk aubergine-brun siden den første nedlukning i 2020, og de er stadig pæne og kan klare mindst et par vintre til, på trods af at de har holdt min popo varm i snart 6 år. Sidste vinter købte jeg også en kort dunjakke i en smuk mørkeblå farve, og den er der ingen minusgrader der kan gennemtrænge.

Mit nyeste Heat Tech køb er et par blå fleece joggingbukser, som er dejligt behagelige at tøffe rundt i derhjemme, men også pæne nok til at tage på arbejde i.

Skønne, varme bukser fra Uniqlo – den blå farve passer perfekt til min palette.

Uniqlo har godt farveudvalg til de forskellige farvesæsoner. Mange af farverne er basisfarver, og så kommer der lige et flot farve-pop hist og her. De har især et flot farveudvalg i f.eks. deres cashmere collection og mange af deres Heat Tech basis kommer i flere anvendelige farver. Jeg er vild med denne flotte røde Heat Tech basis t-shirt (forneden) –  den røde farve vil få enhver Vinter-dame til at stråle! Som så mange andre af deres produkter kommer den i en række farver, hvor der burde være noget til alle sæsoner.

Dilling merinotøj

For nyligt investerede jeg i et par Dilling leggings til at have på under bukser på de kolde dage. Det var et virkelig godt køb og jeg var især tilfreds med at der var et godt udvalg af farver. Dilling er et dansk mærke der fører kvalitetstøj i merinould.

Merinould er genialt fordi det ikke behøver at blive vasket så tit. Faktisk er det ofte nok bare at lufte tøje. Det holder én varm på en dejlig måde om vinteren, samtidig med at det regulerer kropsvarmen i overgangsperioderne om foråret og efteråret. Nogle siger, at det også er rart at gå i det om sommeren, det har jeg personligt ikke prøvet, men hvis du har – giv endelig dit besyv med i kommentarerne.

Dilling har et ret fint farveudvalg og jeg var glad for at der også var lidt til Forårstyperne i deres webshop. Det kan være svært for Forårstyper at finde merinotøj i andet end beige, brun og gråt, fordi tøj i merino oftest produceres i lidt dæmpede farver. Se f.eks. denne dejlige bluse i en smuk og klar blå, som vil passe godt til alle Forårstyper, og denne søde bluse til de lyse Forårstyper.

Alpa Knitwear

Dette finske mærke har jeg ikke selv købt noget fra, men jeg holder altid lidt øje med det for at se om der kommer noget som kunne blive venner med mit andet tøj.

Alpa Knitwear laver tøj i alpaca-uld og ofte blandet med silke eller merino. Prismæssigt er det i den lidt høje ende, men jeg går ud fra at kvaliteten så også er derefter. Jeg kan særlig godt lide at de har et flot farveudvalg.

Turkis basis t-shirt i alpaca og morbærsilke fra Alpa Knit.  Virkelig smuk farve til Forårstyperne.

Zalando

Zalando er ikke et mærke men en online shopping portal med et kæmpe stort udvalg af mærker. Jeg er vild med deres brugerflade og bruger Zalando rigtig meget både til mig selv og når jeg skal finde tøj til kunder.

Som jeg altid siger til mine kunder: Når du først ved, hvad du skal kigge efter, så bliver det nemmere at finde tøj i dine farver.

Før du kender dine farver, kigger du på alting, og så ser du ikke skoven for træerne. Når du zoomer ind på din palette, bliver det nemmere at træffe de rigtige, fokuserede valg til din garderobe. Det gælder også når det kommer til vintertøj i andet end sort.

Her er det f.eks. vinterjakke i lys pebermynte fra Camel Active, en pufferjakke i en smuk dyb lavendel fra Marikoo og fleecetrøje i dæmpet aspargesgrøn fra Street One.  

Hvis du alligevel oplever, at der mest er vintertøj i sort, så skyldes det nok at a) rigtig mange går i sorte vinterfrakker og jakker b) der er et stort udvalg af sort vintertøj derude – men det behøver du ikke at lade dig gå på af. Tag blot din farvevifte med, i butikken eller foran skærmen, og du vil med sikkerhed finde noget.

Hvis du stadig ikke kender dine farver, men gerne vil  i gang på en foolproof måde, så kan jeg anbefale at du henter min guide “3 farver, der klæder alle” – så har du noget at starte med som ikke er sort.

Flere tips til at holde kulden på afstand

  1. Husk lag på lag – undertrøjer (gerne af merinould) under dine bluser, leggings under bukser. Jeg tager endda nogle gange en striktrøje udover en striktøje, når det er rigtig koldt.
  2. Gå efter naturlige materialer til strik. Striktrøjer i polyester og akryl holder dig ikke varm, og de bliver hurtigt grimme og fnulrede. Personligt synes jeg at de burde være forbudt – der er en overproduktion af dem, de sælges alt for billigt og ryger også hurtigt ud igen. Strik skal være af ordentlige materialer og derfor er det bedst enten at strikke selv eller betale lidt mere for en striktrøje i god kvalitet.
  3. Halsedisser og halstørklæder holder dig varm på brystet og halsen – her er det altid pænest at vælge noget i dine bedste farver, da de får dit ansigt til at lyse op.

Husk – sort kan føles som det letteste valg om vinteren – men du har langt flere muligheder end kun sort.

Smid en kommentar, hvis du har andre mærker, du kan anbefale til de kolde dage, eller hvis du er glad for mine forslag. Jeg svarer på alle kommentarer og sætter stor pris på dem alle :). 

Discover more from Colour Queen - Personlig farve- og garderoberådgiver

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading