Jeg har længe gået med tanken om at dokumentere de outfits, jeg har på i det daglige, for at vise hvordan jeg laver nye sammensætninger ud af det samme tøj og forhåbentlig give dig, kære læser, inspiration til at lege med dit tøj og kaste dig ud i at prøve noget nyt.
Nu har jeg henover august fotograferet nogle af mine outfits – langt fra alle, da jeg slet ikke altid kan finde tid eller ro til at få taget et godt billede. Med tre halvstore skolebørn i huset er der ofte fart på, men jeg har samlet nogle af de outfits, jeg særlig godt kunne lide.
Det skal siges med det samme, at jeg har ikke en særlig stor garderobe. Personligt bryder jeg mig ikke om at have så meget tøj at jeg ikke kan overskue det eller glemmer hvad jeg har, og så har jeg erfaret gennem mange år at jeg heller ikke har brug for at eje 30 t-shirts eller 20 par bukser. Derfor tænker jeg også meget over hvad jeg køber, og om jeg nu virkelig har brug for at eje det ene eller det andet. Derimod køber jeg gerne smykker og bælter, som er med til at ændre outfits og pifte op.

Nederdelen her er fra Mansted. Jeg vil egentlig gerne gå mere i nederdel, men har svært ved at finde styles, der passer mig og som jeg godt kan lide. Denne nederdel faldt jeg for med det samme, jeg elsker cirkelsnittet og de små prikker passer rigtig godt til min energi og personlighed. Nogle af prikkerne ligger uden for mine bedste farver, men i så små doser og på underkroppen gør det ikke noget.
Toppen er fra Kettlewell og den har jeg i to farver – denne lidt stærke turkise farve og en blålilla. Også en top, som jeg faldt for med det samme – jeg elsker denne type ærmer.

Her er det lige før jeg blev klippet helt kort igen! Jeg har de sidste måneder gået og forsøgt mig med lidt længere korthårsfrisure, men det dur ikke til mig. Det bliver tungt og “konet” på en kedelig måde, og jeg endte med at konkludere at jeg er bedst med helt kort hår.
T-shirten og cardiganen er begge to fra Kettlewell. Hvis ikke du kender Kettlewell Colours, kan jeg kun anbefale at du hopper ind på deres hjemmeside når du er færdig med at læse indlægget :). De laver tøj i en god kvalitet og tilpasset farvesæsonerne. T-shirten har jeg haft i nok 4 år og brugt meget, men farven er stadig stærk og god. Cardiganen går jeg virkelig meget i om sommeren.
Bukserne købte jeg i Kvickly sidste år og fik dem lagt op til en bedre længde, da de oprindeligt gik til længere nede på skinnebenet. Det er en længde, som er bedst, hvis man har lidt benlængde af give af, og der har jeg ikke fået den største portion ved uddeling :). Tøj i supermarkeder er ikke altid af den bedste kvalitet, så derfor ville jeg ikke købe en vintertrøje i et supermarked eller, som jeg vidste at jeg skulle gå rigtig meget med. Men når det kommer til sommertøj er jeg mere afslappet, for sommeren er så kort herhjemme og jeg er alligevel mest sammen med familien eller ude at spise med veninder, når bølgerne går højt. Derfor har jeg ikke noget imod at hapse et par shorts i Kvickly eller en stroptop i Lidl, hvis farven og designet er godt.
Halskæden købte jeg på Etsy. Jeg elsker at købe smykker på Etsy, der kan man finde alt muligt og meget mere forskelligt end i butikkerne herhjemme, hvor udvalget typisk er lidt for minimalistisk til min smag.

Her er jeg på vej til fest med min sprogskole-arbejdsplads.
Sideløbende med Colour Queen arbejder jeg på deltid på en sprogskole. Et dejligt job med skønne kolleger, og hvert år tager vi på personaleseminar i Helsingør. Jakken er fra et mærke der hedder Tia, som ikke kan købes online men kun i butikker. Toppen er fra Kettlewell og halskæden er købt i en sjov lille butik meget tæt på Nørreport station. Designet på halskæden er både sjovt og naivt, men også lidt romantisk i sin detaljerigdom, så på den måde rammer smykket min stiltype 100%. Jeg har da også fået mange komplimenter for det 🙂 Bukserne købte jeg i Hamborg her i julimåned, mærket hedder Marie Lund Copenhagen. MLC er et tysk mærke som kun fås i Tyskland – lidt sjovt når det hedder noget med Copenhagen.

Igen en top fra Kettlewell, her sat sammen med de skønne bukser fra Marie Lund Copenhagen. Cardiganen er en tynd én fra Street One, af en slags gauze-materiale. Øreringene fandt jeg i en loppebutik, og skoene er købt på www.sygeplejebutikken.dk.
Det lyder ikke så sexet, men jeg har fået lidt dårlige fødder med alderen og nu er jeg ved at omlægge min beholdning af sko til mere behagelige, men gerne stadig lidt pæne sko. Jeg er ikke kommet så langt med omlægningen, så derfor er der enkelte af mine outfits hvor jeg – ak og ve – har måttet kombinere med løbesko.

De samme bukser med den førnævnte blålilla top fra Kettlewell. Her med samme slags gauze-cardigan men i en dyb rød. Det var lidt sjovt at bruge den om sommeren, fordi det er en cardigan jeg mest har brugt sammen med kjoler i julesæsonen. Halskæden er også fra Etsy, fra en tysk producent som kalder sig Koenigsblau.

Co-ords eller ensfarvede sæt har været in de sidste par år og her er min måde at lave co-ords på. Det med at gå rundt i jakkesæt bliver nok aldrig noget for mig, det er for Classic og jeg ville føle mig meget mærkeligt til mode. Men et helt igennem blåt eller pink sæt bukser og t-shirt kan jeg godt! Bukserne er købt i samme butik som kattehalskæden fra tidligere og t-shirten er fra Kettlewell.

De samme bukser og den blålilla Kettlewell top, men nu sat sammen med en dyb blågrøn cardigan fra Kaffe. Denne cardigan kommer i virkelig mange farver, og der er til alle sæsoner :). Jeg skal i hvert fald have flere, for længden er perfekt til mig (taljelængde) og så buer den pænt indad foran og skaber en smuk og blød taljekurve.

Igen de samme blå øreringe fra loppebutikken og halskæden så vi også på det første billede. Her er jeg sprunget i en sommerklassiker i mit klædeskab – de mørkeblå ankellange bukser fra Vero Moda. De holder altid på lidt kølige sommerdage og længden til anklerne er netop fin til kortere stænger som mine. T-shirten er også købt i Hamborg og er af et økologisk mærke, der hedder Brookshire. Den lille jakkecardigan er et Zalando Preloved fund og er fra M&S. Og så løbeskoene – ja, farven matcher da i det mindste :).
Det var outfit-paraden for denne gang – jeg håber at indlægget kan inspirere dig til at prøve at sætte nye ting sammen eller finde mod til at gå med noget, du har drømt om at prøve i lang tid!
Og hvis du har lyst til at lære dine egne farver bedre at kende — så det bliver lettere og sjovere at skabe outfits med det, du allerede har — kan du starte her med min gratis guide “Tre farver, der klæder alle”😍
Seneste kommentarer