
Hvert år kommer farvegiganten Pantone med deres “årets farve”, som de forudser vil dominere det nye år inden for design og mode. Jeg kommer lige med en disclaimer med det samme – mit indtryk er ikke at man så ser den valgte farve alle vegne i dagligdagen eller i tøjbutikker.
Jeg er sikker på at valget af årets farve betyder noget, især inden for interiør og andre former for design, og formentlig også en del for modedesignere.
Men som almindelig forbruger er det ikke sikkert at man fra 1.januar vælter sig i Very Pery, Peach Fuzz eller Mocha Mousse, som er året for 2025.

For eksempel husker jeg ikke at have set særlig meget til Peach Fuzz sidste forår, så forårsindbydende som den farve ellers er.

Til gengæld så jeg rigtig meget gul, og især kold sommergul, som er en ret usædvanlig farve at finde i butikkerne.

Det er muligt at der var rigtig meget Peach Fuzz på runwayen, men eftersom jeg ikke orienterer mig så meget mod runways, men mere mod hvad der er håndgribeligt i de butikker, hvor man som almindeligt menneske kan finde tøj, så synes jeg ikke det har den store betydning.
Derfor tager jeg årets farve lidt mere som en slags sjov gimmick, en farve som man kan kigge efter og glæde sig over at se, og så bruge som anledning til at lære mere om farver i farveanalysens verden.
Men lad os kaste ud i de chokoladefarvede bølger og se nærmere på Mocha Mousse.
Mocha Mousse

Mocha Mousse er en dæmpet brun som lægger sig fint mellem lys og mørk. For mig at se læner den mere varmt end koldt, og er derfor bedst til de varme sæsoner Efterår og Forår.
Den kommer dog også tæt på rosa brun, som er den varmeste brune inden for Sommer-paletten, men stadig med en tydelig mere lilla undertone end Mocha Mousse, som er mere rødlig/orange.


Hvem er Mocha Mousse bedst til?
I og med at Mocha Mousse er så dæmpet, ser jeg den primært som en Soft Autumn farve. Light Spring vil også med fordel kunne bruge den, fordi den ikke er så mørk.


Som du kan se, spiller den varme og bløde Mocha Mousse smukt sammen med de henholdsvis dæmpede og varme farver i Soft Autumn, og lyse og sarte farver i Light Spring.
Warm Autumn og Warm Spring vil også sagtens kunne bruge Mocha Mousse som en lækker neutral sammen med deres varme og intense farver.


For Deep Autumn bør Mocha Mousse ligeledes kun være en neutral eller del af en farvekombination, da den ikke er dyb og mættet nok til det mørke og varme Deep Autumn.

Jeg har kigget efter tøj i farver, der ligner Mocha Mousse, og har f.eks. fundet denne blondebluse fra Vila, strikkjole fra STOCKH LM STUDIO, kjole fra byoung og støvler fra Esprit.
Alting er på Zalando og der er ingen affiliate links eller betalt reklame på spil, blot min egen inspiration.

Hvad synes du om Mocha Mousse?
Matcher den din sæson og kunne du forestille dig at invitere den ind i din garderobe?
Del endelig dine tanker i kommentarsporet 🙂
I mit næste indlæg vil jeg dykke ned i de neutrale farver, hvad de er for nogle og hvordan vi bruger dem.
Husk at abonnere på min blog, så du altid får besked med det samme, når der kommer et nyt indlæg 🙂
Seneste kommentarer