Nytår kalder på pailletter og shine-shine-shine! I dette indlæg finder du gode råd til hvordan du vælger den helt rigtige pailletkjole, top, taske eller bukser, så dit item matcher dig og din sæson og ikke kommer til at outshine dig.

For det der nemt kan ske, hvis man vælger pailletter i farver der er for stærke, for lyse eller forkerte for én på andre måder, er at tøjet tager overhånd og overvælder én. Så når du ser dig selv i spejlet, er det måske din pailletbluse, du ser mest, og måske ser du træt og bleg ud. Det er jo ikke det, man ønsker sig mest på en festlig aften.

Hvordan vælger jeg så de rigtige pailletter?

Start med at kigge din farvevifte igennem (eller din digitale palette, hvis ikke du har en farvevifte). Du skal altid tage udgangspunkt i din sæson, for så får du det bedste resultat: et stykke tøj, der klæder dig og fremhæver dig, og du har lyst til at bruge igen og igen.

Til de varme

Hvis din sæson er varm, Forår er eller Efterår, vil gyldentonet creme eller guld være et godt og sikkert valg.

Den gyldne creme vil især klæde Soft Autumn og Light Spring, og vil også fungere godt for Clear Spring. Hvis du er Warm Autumn, Warm Spring eller Deep Autumn, er guld et bedre valg, da guld har mere mætning og vil matche dit varme udseende bedre.

Til dig, der er Efterår…

Fremhæv din dæmpede og varme skønhed med bronze eller kobber fremfor guld – guld kan godt være lidt “højtråbende”.

Hvis du hellere vil vælge farver inden for din paillette, er mosgrøn og orange også et godt valg. Bare husk at orange toner skal være lidt brændte i det men ikke klare og strålende, da det passer bedre til Forårstyper.

Til dig, der er Forår

Her skal der lys og varme til – Efterårets brændte og krydrede toner gør dig mat og kedelig at se på.

Udover guld og creme, er oplagte farver til dig koral, aquablå og alle stærke, klare farver: græsgrøn, postkasserød eller solgul. Vær ikke bange for at det bliver for kraftigt, for dit Forårs-udseende har brug for de strålende farver!

Regnbuepailletter er som skabt til især Clear Spring. Gul og græsgrøn vil klæde både Clear Spring og Warm Spring. Koral og ferskenpink klæder alle Forårs-typer. Jo lysere og sartere du er, jo lysere og sartere skal dine koral/ferskenpink være.

Til de kolde

Hvis du er Sommer eller Vinter, altså én af de kolde sæsoner, kan du altid vælge sølv eller mørkeblåt. Det er svært at gå galt i byen med det, da mørkeblå er en basisfarve for dit kølige udseende, og sølv altid vil komplimentere dig.

En marineblå, der hverken er for klar eller for dæmpet, fungerer godt til alle kølige typer. Sølv skal helst være så skinnende og blankt som muligt for Vintertyper, mens det gerne må være lidt mere gråt for Sommertyper.

Til dig, der er Vinter

Tænk i stærke kontrastfarver og høj glans – f.eks. platin, hvidt sølv og de stærke, klare farver fra din paillette. Snehvid, klare blå og pink er gode bud.

Undgå i alle tilfælde varme toner af guld og creme. F.eks. kan varme farver eller gyldne nister i et stykke tøj giv en helt skæv effekt til dit super kølige udseende.

Til dig, der er Sommer

Du skal, ligesom Vinter, også holde dig helt fra varme toner. Hvis du har køligt udseende, men klæder dig i varme farver, betyder det at du kommer til at se utydelig og træt ud. Men dine Sommerfarver er mere dæmpede og bløde end Vinterens klare og strålende isfarver.

I virkeligheden kan pailletter være lidt tricky til Somre, som ofte er lyse og med et meget lavt kontrastniveau i udseendet (kontrasten mellem hud, hår og øjne).

Pailletter er jo i sagens natur skinnende, og så dæmpet et udseende, som mange Somre har, bliver nemt overvældet af meget skinnende tekstiler.

Men hvis du holder dig inden for din farvepalette og måske giver det et lille ekstra skud med blusher og øjenskygge (stadig inden for din palette), går det fint. Dæmpede rosa, blå og bærfarver er rigtig gode og passer til alle Sommer-typer.

Mulighederne er lige så mange, som der er pailletter på dit tøj

De farver, jeg har vist her foroven, er blot et udsnit af de muligheder, du har inden for din sæsons palette. Du vil kunne finde uendelige toner og nuancer af dine farver, og det vil altid være nemmere at sætte dit tøj sammen, når det er i dine farver.

Er du i tvivl om dine farver eller har du endnu ikke fået dem fastslået? Så send mig en besked eller book en tid via mit bookingsystem – det er hurtigt og nemt at afklare dine farver, uanset hvor du befinder dig.